Nedenfor er oplistet artikler fra min hånd, der omhandler forskellige aspekter af Europas fyrstehistorie og monarkihistorie og Europas kongelige og fyrstelige slægtshistorie.

Broderfolkenes kongebrødre i kongeriget Norden – dynastisk nordisme 1914-1936, s. 1-242.

Abstract

Nordismen opstod gradvist i perioden efter Den Dansk-Tyske Krig i 1864. Nationalstatsprocessen afsluttedes foreløbig i Norden med Finland (1917) og Island (1918). Formålet med artiklens monarkiperspektiv er at bibringe forskning i dynastisk nordisme, der ikke er blevet undersøgt før. Artiklen vil søge at inddrage Norden som et eksempel på en afgrænset overnational enhedstanke, der konkurrerer med det nationale grundlag som ydre rammesætning for de nordiske kongehuse. Artiklen vil undersøge de tre nordiske kongehuse, det danske (1918-44 dansk-islandske), norske og svenske kongehus, i relationen mellem nationalisme og nordisme ved hjælp af en komparativ analyse af den danske, norske, svenske og islandske opinions beskrivelser af begivenheder i de tre nordiske kongehuse i perioden 1914-36. De valgte begivenheder er: Trekongemødet i Malmø 1914, det norske og danske tronfølgerbryllup i henholdsvis 1929 og 1935 og det dansk-islandske kongehus’ besøg i Island (1921, 1926, 1936).

Christian 9. – Danmarks Europas svigerfar i europæisk perspektiv, s. 1-122.

Abstract

Danmarks kong Christian 9. (1863-1906) og hans dronning Louise (1817-98) blev stamforældre til en stor europæisk fyrsteslægt. Fire af det danske kongepars børn blev placeret på europæiske troner, enten som regerende monarker eller som gemalinder til europæiske regenter. Christian 9. blev derfor allerede i sin samtid kendt under tilnavnet “Europas svigerfar”. Denne artikel vil søge at vise, at historien om “Europas svigerfar” er en integreret del af bredere europæiske udviklingstendenser med overgangen fra et fyrstestaternes Europa til et nationalstaternes Europa; en udvikling, der igangsattes i 1800-tallet af nationalismen som politisk bevægelse. Beretningen om Christian 9.s efterkommere og deres højtstående placeringer i de europæiske monarkier i de efterfølgende generationer eksponerer i høj grad omformningen fra fyrstestaternes til nationalstaternes Europa, men samtidig er det artiklens tese, at den i sig selv er en væsentlig forudsætning for tilblivelsen af fænomenet “Europas svigerfar”. Fortællingen om Christian 9., “Europas svigerfar”, er noget ganske særligt i Europas fyrstehistorie, men dog ikke uden fortilfælde, heller ikke i den danske monarks egen samtid, hvilket artiklen vil understrege ved at drage paralleller til andre europæiske fyrstelige med dynastiske prædikater: fyrst Nicolaj 1. (1841-1921, fyrste af Montenegro fra 1860-1910 og konge af Montenegro fra 1910-18), “Europas svigerfar”, den britiske dronning Victoria (1837-1901), “Europas bedstemor”, Portugals kong Miguel 1. (1828-34), “Europas bedstefar”, og Rumæniens dronning Marie (1875-1938, dronning fra 1914-27), “Balkans svigermor”. Endelig vil Christian 9.s position som “Europas svigerfar” blive sammenholdt med det tyske fyrstedynasti Sachsen-Coburg-Gotha.

Valget af den danske prins Carl til Norges konge i november 1905 i et europæisk perspektiv, s. 1-703.

Abstract

Valget af den danske prins Carl til norsk konge under navnet Haakon 7. på grundlag af en folkeafstemning er ikke uden fortilfælde i Europas fyrstehistorie, hvilket artiklen vil understrege ved at drage paralleller til de øvrige historiske eksempler. Artiklen vil endvidere foretage en argumentanalyse af den parlamentariske debat i Stortinget i slutningen af oktober 1905 om Norges fremtidige statsform, hvor problemstillingen relaterer sig til de argumenter, der blev anvendt både for og imod monarkiet. Et centralt spørgsmål er, hvorledes monarkiet blev indplaceret i forholdet mellem det dynastiske og nationale princip. Var det muligt at genoprette et nationalt kongedømme i Norge? Artiklen trækker i den forbindelse på en lang række empiriske eksempler fra Europas monarkier, som i 1800- og 1900-tallet i en nationsdannelses- og nationalstatsproces søgte at bringe sig i en nær forbindelse med nationen.

Aldrig har han helt været vor egen – Et dynastiperspektiv på unionsopløsningen mellem Norge og Sverige 1905-1906, s. 1-82.

Abstract

Mit speciale anlægger et dynastiperspektiv på unionsopløsningen i 1905 ud fra to centrale omdrejningspunkter. For det første unionsopsigelsen den 7. juni med en argumentanalyse af Bernadotte-tilbuddet. Den anden del vedrører en komparativ argumentanalyse mellem den parlamentariske debat i Stortinget i oktober 1905 om statsformen og debatten i Rigsdagen i Danmark i 1905-1906 om monarkiet og dets position i det nye århundrede. Dynastiperspektivet kan indfange internationale og mellemstatslige facetter, som den hidtidige nationalt betonede historieskrivning i Norge har overset.

Den legitime krone – en politisk-filosofisk retfærdiggørelse af monarkiet som statsform, s. 1-65.

Abstract

Valget af tronfølger i 1953 – perspektiver til Europas øvrige monarkier, s. 1-118.

Abstract