Nedenfor er oplistet artikler fra min hånd, der omhandler forskellige aspekter af Europas fyrstehistorie og monarkihistorie og Europas kongelige og fyrstelige slægtshistorie.

Broderfolkenes kongebrødre i kongeriget Norden – dynastisk nordisme 1914-1936, s. 1-102.

Abstract

Nordismen opstod i årene efter Den Dansk-Tyske Krig i 1864. Nationalstatsprocessen afsluttedes i Norden foreløbig med Finland (1917) og Island (1918). Formålet med artiklens monarkiperspektiv er at bibringe forskning i dynastisk nordisme, der ikke er blevet undersøgt før. Artiklen vil søge at inddrage Norden som et eksempel på en afgrænset overnational enhedstanke, der konkurrerer med det nationale grundlag som ydre rammesætning for de nordiske kongehuse. Artiklen vil undersøge de tre nordiske kongehuse, det danske (1918-44 dansk-islandske), norske og svenske kongehus, i relationen mellem nationalisme og nordisme ved hjælp af en komparativ analyse af den danske, norske, svenske og islandske opinions beskrivelser af begivenheder i de tre nordiske kongehuse i perioden 1914-36. De valgte begivenheder er: Trekongemødet i Malmø 1914, det norske og danske tronfølgerbryllup i henholdsvis 1929 og 1935 og det dansk-islandske kongehus’ besøg i Island (1921, 1926, 1936).

Christian 9. – Danmarks Europas svigerfar i europæisk perspektiv, s. 1-107.

Abstract

Danmarks kong Christian 9. (1863-1906) og hans dronning Louise (1817-98) blev stamforældre til en stor europæisk fyrsteslægt. Fire af det danske kongepars børn blev placeret på europæiske troner, enten som regerende monarker eller som gemalinder til europæiske regenter. Christian 9. blev derfor allerede i sin samtid kendt under tilnavnet “Europas svigerfar”. Denne artikel vil søge at vise, at historien om “Europas svigerfar” er en integreret del af bredere europæiske udviklingstendenser med overgangen fra et fyrstestaternes Europa til et nationalstaternes Europa; en udvikling, der igangsattes i 1800-tallet af nationalismen som politisk bevægelse. Beretningen om Christian 9.s efterkommere og deres højtstående placeringer i de europæiske monarkier i de efterfølgende generationer eksponerer i høj grad omformningen fra fyrstestaternes til nationalstaternes Europa, men samtidig er det artiklens tese, at den i sig selv er en væsentlig forudsætning for tilblivelsen af fænomenet “Europas svigerfar”. Fortællingen om Christian 9., “Europas svigerfar”, er noget ganske særligt i Europas fyrstehistorie, men dog ikke uden fortilfælde, heller ikke i den danske monarks egen samtid, hvilket artiklen vil understrege ved at drage paralleller til andre europæiske fyrstelige med dynastiske prædikater: fyrst Nicolaj 1. (1841-1921, fyrste af Montenegro fra 1860-1910 og konge af Montenegro fra 1910-18), “Europas svigerfar”, den britiske dronning Victoria (1837-1901), “Europas bedstemor”, Portugals kong Miguel 1. (1828-34), “Europas bedstefar”, og Rumæniens dronning Marie (1875-1938, dronning fra 1914-27), “Balkans svigermor”. Endelig vil Christian 9.s position som “Europas svigerfar” blive sammenholdt med det tyske fyrstedynasti Sachsen-Coburg-Gotha.